Hjerting Strandvej, 3. December 1999 ved 16-tiden.

Jan Kronborg når kun lige ud af Hjerting Radio og TV, før facadeskiltet river sig løs. Det blæser ned af gaden og står ikke til at redde.

Bevæbnet med snor i sin ene hånd støtter den erfarne radiotekniker sig til rækværket foran butikken. Vinden er hård, men han vil finde ud af, hvor slemt resten af butikkens facade er ramt. Da han nærmer sig det ene hjørne, tager vinden endnu hårdere fat. Jan har svært ved at holde balancen.

I morges sagde de i radioavisen, at der var risiko for vindstød af orkanstyrke. Men Jan så, at naboen stod og baksede med en knækket flagstang, inden han gik ud. 

Da facadeskiltene på butikken begyndte at løsne sig, tænkte den erfarne radiotekniker at det ikke var værre, end at han sagtens kunne gå ud. Nu står han midt i orkanen.

Schuup. Vinden suser. Jan mister kontrollen. Et kraftigt vindstød skubber ham omkuld. Lige dér mærker han et hårdt slag på toppen af sit hoved. Det er det sidste, Jan husker, inden han får black-out.

Gavlen er netop styrtet sammen.

Jan er levende begravet under den.

Du er ved at læse historien om den dag, Esbjerg blev blæst omkuld. Den dag træer væltede som tændstikker, og gader blev efterladt som scener fra krigsfilm. Den dag byen fik skader for rundt regnet én milliard kroner.

Da decemberorkanen ramte Esbjerg den 3. December 1999, var det ikke bare en vældig vind fra vest. Det var danmarkshistoriens kraftigste orkan, der med hidtil uset styrke blæste de ellers vindvante vestjyder væk.

Siden den dag er der gået 20 år, og klimaforandringer er kommet på dagsordenen. Ifølge eksperter betyder det, at vi i fremtiden får kraftigere storme og større risiko for stormfloder.

Men alligevel virker det usandsynligt, at Esbjerg igen bliver overrasket af en orkan, som den unge havneby gjorde for 20 år siden. For nok er vejret på vej til at blive vildere – men moderne teknologi gør, at vi kan være mere organiserede og forberedte, hvis orkanen kommer igen. Det er noget af det, du kan læse videre om i denne artikel. Men først tilbage til Jan, der er levende begravet i Hjerting. 

Bevidstheden er kommet igen, og da Jan mærker efter, føles det underligt på toppen af hovedet. Blodet fosser ud, og instinktivt forsøger han at klemme sammen på toppen af hovedet. Han ved godt, at han er blevet ramt og at det store hul i toppen af hovedet skal beskyttes mod det snavs og skidt, der fyger rundt i luften. Men mere ved Jan ikke lige nu.

En kollega ringer efter en ambulance. Men den er lang tid undervejs – de fleste veje er ufremkommelige, da væltede træer og nedfaldne el-ledninger gør turen til den lille Esbjerg-forstad markant mere bøvlet end normalt.

Noget pjat, at du ikke kommer til julefrokost

Ikke langt fra Jan Kronborg bor Bente Rosa Engelbrecht Nielsen. Hun er fuldstændig uvidende om det, der sker ved Hjerting Radio og TV få hundrede meter derfra. Men også hun oplever, at vinden er usædvanligt voldsom. 

Så voldsom, at det vil være uforsvarligt at tage til julefrokost inde i byen. 

”Det er da noget pjat. Så er det vist heller ikke værre,” lyder svaret i den anden ende af telefonen, da Bente Nielsen aflyser, men hun er fast besluttet på ikke at tage af sted.

Det viser sig at være en fornuftig beslutning.

Senere på aftenen mærker Bente et tryk i huset. Et af de store vinduer er allerede klirret, men denne gange er det værre. Da hun kigger op, kan hun se de mørke skyer og mærke regnen. Der er fri udsigt til himlen.  

Hele den ene ende af taget er blæst af og hendes nye tyrkisblå Mazda 626 er begravet under murbrokkerne. Strømmen er gået, varmen er væk og Bente står mutters alene i det amputerede hus, imens hendes mand sejler rundt i en kutter på Nordsøen.

Vi spoler tiden 20 år frem. Bente Rosa Engelbrecht Nielsen sidder og ser tilbage på billederne fra dengang. 

”Det var jo helt vildt. Fuldstændigt surrealistisk,” siger hun, mens hun bladrer rundt i de seks fotografier, hun har i hænderne.

”Det regnede ind i lang tid efter stormen, for Falck havde så travlt, at der gik i hvert fald 14 dage, før vi fik dækket af og gravet bilen fri. Håndværkerne havde først tid til at komme i starten af april, så huset var først normalt omkring juli,” husker Bente Rosa Engelbrecht Nielsen.

Massive skader og forkerte prognoser

Årsagen til den lange ventetid for Bente Nielsen var de massive skader, som både Danmark og Esbjerg oplevede under stormen. 

Beredskabsstyrelsen berettede, at syv mennesker mistede livet og 833 blev kvæstede. 

Den kortvarige, men voldsomme, decemberorkan efterlod både Esbjerg og store dele af Danmark med massive skader. Den lokale avis, JydskeVestkysten, fortalte om skader i Esbjerg-området for én milliard kroner, mens forsikringsselskabernes brancheorganisation vurderede de landsdækkende skader til at løbe op i 13 milliarder kroner. Teknik- og Miljøforvaltningen opgjorde skaderne på kommunens ejendom l til at løbe op i 13,3 millioner kroner.

Med andre ord; orkanen var den allerdyreste, vi nogensinde har oplevet i Danmark. Det var også den kraftigste, som Danmark er blevet ramt af i al den tid, hvor der har været ført data over storme.

Hele vadehavsområdet blev ramt hårdt og på Rømø blev der målt en gennemsnitlig vindstyrke på 41,2 m/s over 10 minutter. Det svarer til 148 km/t og det er det kraftigste, der nogensinde er målt på dansk fastland.

Midt i katastrofen slap Vadehavet imidlertid heldigt. Orkanen ramte med fuld styrke, mens der var lavvande i Vadehavet. Alligevel blev der målt 5,12 meter over dagligt vande ved Ribe.

Havde stormen ramt ved højvande, kunne ripenserne have forventet mellem en halv og halvanden meter højere vandstand – et niveau, der ikke er set siden “Den store Manddrukning” i 1634, som klassificeres som den værste stormflod nogensinde.

Var det sket, ville det ifølge DMIs evalueringer have haft “virkeligt katastrofale følger.”

I selvsamme evalueringer står det klart, at DMI overhovedet ikke havde forventet hverken vandstand eller vindstyrke, som det Danmark oplevede. Faktisk havde de forventet, at orkanen ville ramme længere mod syd og dermed skåne store dele af Danmark. 

“DMIs prognoser for højvandet lod meget tilbage at ønske. Prognoserne var generelt alt for lave, og først meget sent stod det klart, hvor alvorlig en situation man stod overfor,” skrev Jacob Woge Nielsen, da han var medforfatter på DMIs evaluering.

Han er i dag oceanograf hos DMI og arbejder især med de beregningsmodeller, som bruges til varsling af blandt andet stormfloder. Han forklarer, at der siden 1999 er sket store forbedringer på hvor præcist, DMI kan beregne hvor og hvordan storme eller orkaner vil ramme.

“Efterhånden som vi har fået mere regnekraft, er finheden af beregningerne også blevet øget”, siger Jacob Woge Nielsen.

DMI bruger en metode, hvor man “lægger” et gitter ned over Danmark. Størrelsen på gitter-felterne er afgørende for, hvor præcist instituttet kan varsle. Tilbage i 1999 var afstanden mellem to gitterpunkter 15 kilometer. I dag er den ned til 2,5 kilometer. Dermed er vejrforudsigelserne i høj grad forbedret siden decemberorkanen 1999, lyder det fra Jacob Woge Nielsen.

På samme måde er DMIs modeller for beregning af havstrøm meget mere præcise. I 1999 regnede man ud fra, at strøm var ens på alle dybder. I dag har man inddelt havet i flere lag, så man kan tage forbehold for forskellige strømforhold.

”Nu regner vi med op til 56 lag fra overflade til bund. Det giver langt bedre prognoser for vandstanden. Især i de indre danske farvande,” siger han.

DMIs prognose for vandstanden i Vadehavet under orkanen var mildest talt ikke særligt god, lyder det fra Jacob Woge Nielsen. Han forklarer, at det blandt andet skyldes, at decemberorkanen 1999 var en tropisk orkan.

“Vi kunne godt forudsige de almindelige stormfloder, som skyldes vandrende lavtryk, der opstår på grænsen mellem polar og tempereret luft, men tropiske orkaner opfører sig noget anderledes. De har mindre skala og bevæger sig meget hurtigere. Det betød, at vi måtte ændre rutiner både i vejrmodeller og havmodeller,“ siger han.

Derfor valgte man at se til havforskningsinstitutter i landene omkring Nordsøen.

“Det første vi tjekkede var selvfølgelig, om vi var “den dumme dreng i klassen”. Om alle andre havde haft en korrekt varsling, mens vores var forkert. Det viste sig ikke at være tilfældet. Alle havde skudt ved siden af. Det førte til, at man hele vejen rundt fik opgraderet sine metoder”, siger han.

Samarbejdet mellem institutterne fortsætter, så der udveksles metoder og forbedringer. 

“Med hensyn til havvarsling sad man ret isoleret og hver for sig i de enkelte lande. Sådan er det ikke mere. Der har vi ændret os en hel del i den videnskabelige arbejdsgang – decemberorkanen fik sat et samarbejde i gang, der foreløbig har varet 20 år”, siger Jacob Woge Nielsen.

Rødglødende telefoner hos Alm. Brand

4. december 1999, Alm. Brand i Esbjerg

Anette Houstrup Skjønnemand er en af tre skadebehandlere hos Alm. Brand i Esbjerg. Hun er blevet kaldt på arbejde, for telefonerne bliver ved med at ringe.

En svinebonde ringer ind. Hans tag er styrtet ned over hele svinebesætning, som nu ligger klemt under det nedstyrtede tag. Han skal bruge hjælp til at løfte taget væk, så han kan redde sine dyr. 

Anette forklarer ham, at han må tage fat i håndværkere, der kan hjælpe med at fjerne taget. Hun råder ham til at søge hjælp hos de nærmeste naboer, for hun ved godt, der ikke er ledige fagfolk i området. 

Anette ved ikke nu, at telefonerne kommer til at ringe så meget, at telefonlinjerne i de kommende uger bryder ned. Hun ved heller ikke, at der kommer til at gå en hel uge, før hun kan ringe ud af huset, fordi skadesanmeldelserne bliver ved med at vælte ind. Og hun ved slet ikke, at hun de næste to år kommer til at beskæftige sig på fuldtid med skader, som blev forårsaget af den orkan, hun selv oplevede dagen før.

I dag ved vi, at det i perioden efter orkanen var svært at få fat i en håndværker i området. Det var et stort emne i de lokale aviser dagene efter. JydskeVestkysten kunne berette om, hvordan der var mangel på tømrere og murere, og det kunne Anette også mærke på kontoret i Esbjerg.

Men det, der sidder fast i hukommelsen, er den svinebonde, der ringede ind i 1999.

“Det gør ondt på mig at tænke på. Jeg rådgav ham jo, selvom jeg godt vidste, at han nok ikke ville kunne få hjælp til taget lige foreløbig. Den slags sætter sig på samvittigheden,” siger Anette Houstrup Skjønnemand.

Orkanen blev en lærestreg

Efter orkanen var der et efterspil, hvor blandt andre Beredskabsstyrelsen kritiserede vejrudsigterne for ikke at fungere efter hensigten. 

De mente, at borgerne ikke havde været klar over situationens alvor. Kritikken førte til, at DMI på baggrund af orkanen 1999 indførte et nyt varslingssystem.

“Vi troede, at hvis vi i vejrudsigten brugte ordene storm og orkan, så ville folk mene, de var advaret.”, siger Søren Olufsen, souschef i operationsafdelingen hos DMI.

Men det lykkedes ikke at få varslet godt nok til befolkningen, forklarer Søren Olufsen. Den 3. december 1999 var han chef for centralvejrtjenesten hos DMI. Det var den afdeling, der stod for alt vejrvarsling til det civile samfund.

Dengang skete varslingen til det civile samfund gennem vejrudsigten i timenyhederne i regionalradioen, som var DMIs vigtigste kanal ud af huset. Internettet var i sin spæde begyndelse, så selvom 58.000 besøgende satte rekord på DMIs hjemmeside, lykkedes det ikke at nå effektivt ud til alle borgere landet over. 

Til sammenligning har DMI alene på twitter i dag over 75.000 følgere og de seneste besøgstal fra 2019 viser, at der på en dag med almindeligt vejr er 159.000 besøg på hjemmesiden. Det tal var i 1999 blot 10 – 15.000. 

Det betyder, at danskerne i dag kan forvente at være væsentligt bedre informerede om storme og orkaner – og dermed også få muligheden for at tage forbehold. 

“Det er helt sikkert, at man kan føle sig mere rustet eller forberedt på storme i dag. Mit indtryk er, at folk tager vores varsler meget mere alvorligt. Det ser vi, når håndværkerne tager stilladser ned, når færger bliver aflyst og når broer lukkes i god tid, fordi vi har varslet. Vi har set store storme siden, og vores prognoser er af meget højere kvalitet i dag,” siger Søren Olufsen.

Søren Olufsen bakkes op Knud-Jacob Simonsen, der er beredskabschef hos DMI. Han har ansvaret for varsling hos DMI og han er enig i, at ny teknologi ruster os bedre i dag.

“Borgerne kan føle sig mere sikre i dag end i 1999, fordi vi får flere særlige og målrettede vejrvarsler ud. I 1999 var livlinen til borgerne regionalradio. I dag har folk vores app og de har adgang til vores hjemmeside. Vejret er også blevet et større emne i nyhederne,” siger han.

Helt konkret har DMI siden 2012 lavet femdøgnsprognoser for voldsomt vejr. De fungerer som en forvarsling, der sendes ud til beredskaber, myndigheder og publiceres på DMIs hjemmeside. 

Bedre byggeri

Foruden væltede stilladser, væltede træer og nedfaldne el-ledninger var et af de store problemer i 1999, at gavle og tag fløj af – selv på nyere bebyggelser.

Spørger man formanden for Dansk Byggeris regionale bestyrelse i Sydjylland, Michael Mathiesen, så undervurderede man før decemberorkanen vigtigheden i at forankre tage tilstrækkeligt.

”Man fandt ud af, at mange nyere bygninger var for vakkelvorne. Siden da er man blevet bedre til at regne på, hvor kræfterne fra et tag fordeler sig hen, når det rammes af en storm,” siger han.

Belært af 1999 har man derfor valgt ændre på, hvordan man konstruerer et tag i nye bebyggelser. 

”I dag forankrer man taget med jern helt nede i soklen. Så hvis taget skal kunne flyve af, kan man groft sagt sige, at vinden skal være så kraftig, at hele huset også flyver væk,” siger han.

Politi, Beredskab og DMI har styrket samarbejdet siden 1999. Klik på videoen herunder, hvis du på et minut vil læse, hvordan det fungerer i Sydjylland i dag.

Tyve meter høje bølger slog mod platform

3. december 1999, boreplatformen Gorm, Nordsøen, 200 kilometer vest for Esbjerg.

Brian Nielsen er en af de danskere, som først overraskes af orkanen. Han arbejder som stilladsarbejder ombord på den Mærsk-ejede boreplatform Gorm.

I sin kahyt forsøger Brian at finde ro sidst på formiddagen, inden han skal arbejde på nathold. Men det lykkes ikke for Brian at falde i søvn.

Det rusker i platformen, og det får køjen til at ryste under ham. Til sidst giver han op, og begiver sig ud af kahytten og ned mod spisesalen, hvor flere af hans kolleger er samlet til frokost.

I frokoststuen ser kollegerne nyheder. Danskerne rådes til at sikre sig mod den orkan, der skal ramme sidst på eftermiddagen. Men boreplatformen ligger længere mod vest, og derfor bliver de ramt af orkanen allerede få timer efter frokosttid.

Over bordene i spisesalen svinger lamperne frem og tilbage i takt med boreplatformens gyngen i vinden. Under den svingende belysning taler Brian med sine kolleger om, at de må sætte deres lid til de ingeniører, der i sin tid stod bag konstruktionen af Gorm.

Bølgerne slår op og svinger havskum op på boreplatformens nederste dæk, “cellardecket”. Det befinder sig i normalt vejr 25 meter over vandspejlet, men sådan er det ikke i dag.

Det er nu ikke længere til at se ud på platformens ydre dele. Mørket har indhyllet boreplatformen, selvom klokken kun er omkring 14. Boreplatformens personale har fået forbud mod at bevæge sig udendørs. 

Klokken er knap 16 og platformens vindmåler er lige gået i stykker. Den sidste hastighed den nåede at måle var vind på 100 knob. Det svarer til 185 kilometer i timen. Hvad Brian ikke ved er, at man på boreplatformen Endeavour kort derfra har målt vindstød på 213 kilometer i timen.

Ved et af vinduerne opfatter Brian, hvordan himmel og hav ser ud til at stå i ét. Ude i det fjerne kan han skimte et lille lys fra Esvagts standby-båd, som sørger for sikkerheden i havet omkring boreplatformen Gorm. Det lille lys er kun synligt, når båden er øverst på bølgetoppene. Det forsvinder igen, hver gang båden kommer ned i en bølgedal. Brian er glad for, at han er indendøre.

I dag knap 20 år efter orkanen reflekterer Brian Nielsen over den dag. 

“Vi havde da hørt om morgenen, at det skulle begynde at blæse noget, men det var ikke noget, som vi tog højtideligt. Slet ikke,” husker han.

I lufthavnen var Brian, som så mange gange før, tjekket ind klokken syv om morgenen. Han havde iført sig sin orange redningsdragt, inden han steg om bord i helikopteren.

“I Vestjylland er vi jo vant til blæsevejr, men det var da noget, som gav lidt ekstra hår på brystet,” siger Brian Nielsen. 

Vildere vejr i vente

Danmark vil kunne vente sig flere orkaner, stigende vandstand og mere regn.

Så kort er dommen fra Sebastian Mernild, der er ph.d, dr.scient og professor i klimaforandringer. Desuden er han medlem af FN’s klimapanel.

“Vi vil se vådere og mere ekstremt vejr, og vi vil se hyppigere og kraftigere orkaner i fremtiden. Det ser vi globalt, men vi ser også stort set de samme tendenser for Danmark”, siger han.

Han forklarer dog, at det er under den forudsætning, at den nuværende CO2-udledning skal stige og at den stigende koncentration i atmosfæren fortsætter. Ifølge The World Meteorological Organisation stiger mængden af drivhusgasser fortsat, og vi har netop sat rekord for den højeste koncentration af CO2 i atmosfæren. 

Som følge af dette, så vil en oversvømmelse, der i dag statistisk set optræder hvert 100. år, være en årlig hændelse omkring år 2100.

“For Danmarks vedkommende kan kan vi se, at antallet af de kraftigste typer storme er taget til i løbet af de sidste fem-seks årtier. Så længe vi udleder mere CO2 til atmosfæren, vil tendenserne blive forstærket fremadrettet. Vores udfordring består i at få bugt med klimaekstremerne, som vi ellers vil komme til at se flere af i fremtiden,” siger Sebastian Mernild.

Kaskader af skum og vand 

3. december 1999, Kammerslusen ved Ribe. 

Det er højvande, da vinden så småt begynder at ruske i dige og sluseporte omkring middagstid. Tidevandet bør nu begynde at trække sig tilbage, men det stiger fortsat.

Det er stik imod, hvad den erfarne slusemester Gunnar Olson er vant til. Han arbejder til dagligt med de sluseporte, der stikker mere end fem meter op over normal vandstand.

Som vandet stiger og vinden tager til bliver Gunnar Olson mere bekymret. Det er hans arbejde at holde øje med slusen og regulere trykket mod portene ved at lukke vand ind og ud af slusekammeret. 

Flere gange i løbet af sin vagt er Gunnar hjemme for at se til sit hjem knap hundrede meter fra slusen. Orkanen tager hårdere på huset, end den gør på slusen, så Gunnar forsøger at sikre det, han kan.

Den hårde vind står i nordvest og har kræfter til at skubbe Gunnar ned af de tyve stentrin, som han med lethed har passeret flere gange om dagen i flere år. Men nu tøver han.

Med et godt greb om jerngelænderet med begge hænder og med knæene mod trinene begiver Gunnar sig baglæns ned ad trappen. Han tør ikke stå op.

Gunnar når til sit hjem. Vinden har blæst ham det meste af vejen. Der mangler nu to vinduer og et haveskur. Men det kan han ikke stille meget op i mod, for han skal tilbage til slusen.

Som han kommer op ad stentrinene og op til broen over sluseanlægget, ser han bølgerne. Meterhøje. Med skum og grøde slår de kaskader af tang, søgræs og vand ind over sluseportene.

Vandet står 5,12 meter over normal vandstand, og det burde være lavvande, da vandstandsmåleren går i stykker sidst på eftermiddagen.

De store bølger efterlader broen indhyllet i tang, siv, havgræs og skum i en sådan mængde, at det ikke længere er muligt for Gunnar at krydse broen over slusen. Selvom vinden stadig er hård, er vandet endelig holdt op med at stige. Gunnar er lettet. 

Var vandet blevet ved med at stige som tidevandet kom, ville Gunnar have nået det punkt, hvor han ville have forladt posten oppe på slusen, for så havde vandstanden været mere end en meter over sluseportenes øverste punkt.  

I dag er Gunnar Olson ikke længere slusemester, men som han i dag står på slusens yderside, har han ikke glemt orkanens alvor. Han peger op til digets højre side, hvor han fortæller at resterne af en fåreindhegning havde krøllet sig sammen om digets top. Han står øverst på den stensætning, der holder på diget omkring slusens top. Det var her, vandstanden gik til, vurderer han. 

“Der var sgu gang i den,” slutter han.

Danske diger fremtidssikres

I 1999 holdt Ribe-diget til orkanens strabadser, det samme gjorde diget ved Tjæreborg. Men det var ikke tilfældet få kilometer syd for Esbjerg, hvor både Rejsby- og Ballumdigerne brød under den kraftige stormflod. 

“Det medførte, at de sidenhen blev forstærket,” siger Holger Toxvig, der er senior kysttekniker hos Kystdirektoratet.

Når et dige etableres eller vurderes, så får det et sikkerhedsniveau i form at et antal år. Hvis et dige eksempelvis vurderes som et dige med et 200 års sikkerhedsniveau, så betyder det, at man statistisk set forventer, at diget oversvømmes én gang i løbet af 200 år. Men ingen kan vide, om oversvømmelsen sker flere eller færre gange. Ingen kan altså vide, om oversvømmelsen kommer den kommende vinter. 

“Men det er ikke en garanti for, at der ikke kan komme en højere vandstand i løbet af de 200 år”, siger Holger Toxvig, der er senior kysttekniker hos Kystdirektoratet.

Men hvad så med klimaforandringerne? Hvordan står det til, når Danmark kan forvente vildere vejr i fremtiden?

Kystdirektoratet forklarer, at de tager højde for klimaforandringer, stigende vandstand samt hyppigere og kraftigere vejrfænomener, når digernes sikkerhedsniveauer vurderes.

Det gør de ved både at fastslå det nuværende sikkerhedsniveau, men også ved at fastslå det fremtidige sikkerhedsniveau ud fra prognoser om de forventede klimaforandringer.

“Alle digerne er blevet styrkevurderet på ny i 2011,” siger Holger Toxvig og henviser til en rapport, hvor Kystdirektoratet opdaterede digestyrkerne omkring Vadehavet. Her tog de højde for de klimaforandringer, som FN’s Klimapanel forventer.

Kystdirektoratet besigtiger de danske diger to gange årligt, hvor de inspicerer tilstanden. De lokale digelag står for det almindelige vedligehold af diget. Her er eksempelvis fokus på, om græsset er slået rigtigt og om digets styrke er svækket af rævegrave eller muldvarpeskud.

Kommunen mangler hjælp til finansiering

I dag har man vurderet, at der i fremtiden vil være et sikkerhedsniveau på 200 år ved Ribe-diget, 165 år ved Tjæreborg-diget og 100 år ved Mandø By-diget

Selvom det er Kystdirektoratet og de lokale digelag, der er med til at sikkerhedsvurdere, så ligger beslutningen om hvorvidt digerne skal forstærkes yderligere hos Esbjerg Kommune. Her mener formanden for Plan- og Miljøudvalget i Esbjerg Kommune, Karen Sandrini (S), at de fremtidige sikkerhedsniveauer ikke er tilstrækkelige.

“Vi mener, vores diger skal sikres yderligere”, siger hun.

Hun lægger vægt på, at Kystdirektoratet har vurderet, at Esbjerg Kommune er i en risikozone, da det er et lavtliggende område.

“Vi oplever også en væsentlig vandstandsstigning, og tager vi orkanen i 1999 i betragtning, så er det klart, at der er en begrundet bekymring for, hvad en orkan af den styrke kan forårsage af ødelæggelser – eller i værste fald have af fatale konsekvenser”, siger hun.

Ifølge Karen Sandrini er det umuligt for kommunen at finansiere den nødvendige kystsikring. Hun peger derfor på en løsning, hvor staten skal hjælpe med finansieringen.

Thyborøn-habit i stormvejr 

Som du har kunnet læse, kan vi forvente kraftigere orkaner, mere regn og vildere vejr i Danmark. Men selvom det hele lyder meget dystert, så er der sket mange forbedringer, hvis vi snart bliver ramt af en orkan, der har samme kraft og styrke som den, der hærgede for 20 år siden. 

Bedre varsling og hurtigere kommunikationsveje giver nye muligheder for præventive indsatser. Bedre beregninger sikrer, at nyopførte konstruktioner i samme grad formentligt ikke får revet tag og gavl af. Samtidig sikrer jævnlig kontrol fra Kystdirektorat og digelag, at de danske diger kan være klar til de kommende vandstigninger. Men skal digerne være helt sikre, så kræver det, finansieringen kommer på plads. Her er det en afvejning af, hvilken sikkerhedsmargin man ønsker. Skal digerne kunne modstå alt eller kan man acceptere, at kunne forvente hyppigere oversvømmelser i fremtiden? Det er det store spørgsmål.

Og hvad så med Jan Kronborg? Det var ham, der blev levende begravet under Hjerting Radio og TV. I dag sidder han hjemme i stuen med sin kone Pia Ilsøe Højen på H. C. Ørstedsgade i hjertet af Esbjerg. 

De har netop fortalt om de 16-sting, som Jan fik i hovedet efter uheldet. Om den frygt Pia havde, da hun hørte, at hendes mand var kommet galt afsted. Og om de år efter decemberorkanen, hvor Jan var utryg og rystede på hænderne, hver gang det stormede.

“I dag er det anderledes,” siger Pia Ilsøe Højen, inden hun trækker på smilebåndet. For parret er storme ikke længere forbundet med frygt og håndrysten. I stedet drages de, når vinden tager hårdere fat, end man normalt er vant til i Vestjylland.

“Jeg vil ikke kalde os stormjægere, men det er tæt på. Vi kan ikke lade være med at køre ud, når det stormer. Så trækker jeg i ‘Thyborøn-habitten’ og drager afsted. Der var engang, hvor vi næsten ikke kunne komme ud af bilen, da vi var kørt ud til Blåvandshuk Fyr,” siger Pia og griner.

“Man skulle jo mene, at når man har været udsat for det, vi har, så ville man trække sig. Men vi bliver på en eller anden måde draget af det,” siger hun.

Med blikket rettet mod fotominderne og det gemte eksemplar af Esbjerg Ugeavis’ særudgave hører Jan Kronborg med på sin kones fortælling.

“Ja, det er totalt ulogisk. Men der er noget fascinerende ved naturens kræfter. Man kan ikke styre dem,” siger Jan, mens han griner og ryster på hovedet.